albech.dk

Som stort set alle ved er Thailand i endnu en dyb diplomatisk krise. Som saa mange gange foer er det beskyldninger for korruption der driver oppositionen.
Kernen til problemet er at Thailand er delt op i mange sociale grupper. De fattige ris boender, arbejder klassen i Bangkok, det muslimske flertal i syd og overklassen for blot at naevne et par stykker.
Den enorme oekonomiske forskel mellem disse klasser goer blot konflikten stoerre. Men det er ogsaa her at sammenholdet findes. Overklassen som kaemper om magten har de oekonomiske resourser til at koebe stemmer for saa lidt som 80 kr. pr. stemme. Det er her PPP som er det nuvaerende regeringsparti angribes kraftigt, da arbejder/mellem klassen i Bangkok beskylder dem for at opkoebe store stemme andele fra de fattige risboender. Bangkok befolkninger mener ikke, hvilket til dels er rigtigt, at det giver et sandt billede af Thailands magtfordeling naar saa store stemme andele kan koebes for et relativt lille beloeb.
Thankin, den tidligere stats minister, som ogsaa er den rigeste Thai, nemt kunne koebe sig til magten. Han blev for lidt over 2 aar siden afsat ved et ikke voldeligt militaerkup og der blev udskrevet valg efterfoelgende. Desvaerre kunne Thaksin fra sin position i henholdsvis England og sidenhen Japan stoette sit tidligere parti, PPP, med saa store pengebeloeb at de igen kunne koebe sig til magten.
Nu mener Bangkok klasserne saa igen at de er blevet snydt for sejren og at den nuvaerende stats minister blot er en forlaenget arm af Thaksin, som stadig styrer landet indirekte.
Thaksin er ligeledes anklaget for at have solgt store dele af sit emperium ud af Thailand, uden at betale skat for salget, samt en lang raekket andre finurligheder.
PAD, som representerer Bangkoks klasser har i gennem de sidste 5 maaneder vaeret i offensiven og det kom saa til den endelige kulmination for nogle dage siden, da de besatte parlaments bygningen, TV stationen, lufthavnen og lukke indfaldsveje til hovedstaden.
Som det ser ud lige nu er militaeret og kongen meget forsigtige med at give en klar stoette erklaering til en af siderne, hvilket yderligere er med til at traekke konflikten i langdrag.
Det eneste Thailand i oejeblikket ser ud til at kunne samlet om er kongen. Han har en helt unik position og er saa respekteret at han kunne diktere en loesning. Dette ville dog ikke gavne Thailands demokratiske proces som stadig er meget skroebelig.
Denne konflikt er en udmattelses krig og hvis det gaar som i 1992, vil oppositionen vinde denne efter blodige kampe i Bangkoks gader.
Men vil et magtskifte betyde mindre korruption, mere stabilitet i landet og vigtigst af alt samle nationen?